Ultrabalaton
John Hornbeck Christensen er på kort tid blitt så integrert i det norske ultramiljøet at han har fått en egen løperute oppkalt etter seg på Minnesund. Han og broren løp for kort tid siden det 212 km lange løpet rundt Balatonsjøen. Nå har han skrevet en inspirerende beretning på bloggen sin.
Skrevet af John H. Christensen


Løbsberetning er en beskrivelse af Min bror Poul Christensen og undertegnet John Christensen`s deltagelse i dette års udgave af 212 km Ultrabalaton løb, som skal gennemføres indenfor 32 timer. Løbet finder sted i Ungarn. Nærmere betegnet rundt om Europas største sø.

Torsdag den 18. juni 2009. Afgik mit fly fra Gardemonen, Oslo kl. 9.45 med retning mod Budapest, Ungarns hovedstad.

Jeg havde aftalt med min bror Poul Christensen at vi skulle mødes i Budapest lufthavn for derefter at drage mod byen Tihany som ligger på nord siden af den berømte Balaton søen.

Kl. 15.30 lander min bror som kommer med fly fra Kbh. til Budapest. Umiddelbart efter fandt vi en taxa som kunne føre os til en af de 4 største togstationer som ligger i Budapest. Temperaturen lød på daværende tidspunkt på 32 grader hvilket gav lidt at tænke over før vores løb om lørdagen.

Toget afgik kl. 16.44 fra Budapest mod Balatonfüed. Efter 140 km og 3 timer senere ankom vi i byen Balaton füed som ligger 6 km før vores ende station. Her skulle vi af toget for så at køre i Taxa de sidste 6 km.

Ca. kl. 19.50 ankom vi på vores Hotel i Tihany. Et dejlig lille familie ejet hotel med en fin service. Kan varmt anbefales. Vi fik lidt at spise og kunne så gå i seng efter en lang rejse.

Fredag den 19. juni 2009. Vi stod op tidligt for at få lidt morgen mad. Derefter gik vi en tur op i byen for at købe de ting vi nu skulle indtage i løbet af dagen op til løbet. (Chips, chokolade, cola kakaomælk etc.)

Var en tur forbi nogen af de mange souvenier butikker og fik også lejlighed til at besøg byens kirke og højeste punkt hvor vi kunne se noget af søen Rent faktisk kunne vi ikke se enden af søen, hvilket gav os den første spæde forestilling om hvor stor søen i virkeligheden var.

Efter lidt afslapning omkring Kirken gik vi tilbage i byen og fandt en restaurant for at spise pizza og fylde væske depoterne op.

Ved 15.00 tiden gik ned forbi mål området for at tage lidt bestik at situation. Ifølge programmet kunne man hente nummer og øvrige løbs informationer fra kl. 15.00-22.00.

Da vi havde kikket os lidt rundt og talt med Peter N. som er løbs arrangøre og løbs korrdinator, besluttet vi os for at gå op i byen og handle de sidste ting og gå tilbage på Hotellet for at pakke de drop-bags som vi skulle skal have lagt ud i løbet.

Midt på eftermiddagen modtog jeg en sms melding fra min Norske løberven Geir Frykholm (erfaren ultraløber som har gennemført mange ultraløb, og ikke mindst Spartatlon 246 km, Grækenland) med de sidste råd og lykønskninger. ”gå før i må gå, start i et roligt tempo og løb med hovedet”. Gode og kloge råd som vi fulgte gennem hele vores løb..

Kl. 16.30 var vi tilbage i mål området for at hente vores løbe nummer. Og fik også spist pasta og drukket en alkoholfri øl. Hvilket senere skulle vise sig at være et godt bekendtskab.

Kl. 18.00 var der løbs informationer. Kl. 20.00 var vi tilbage på Hotellet hvor vi bestille pasta og kødsauce + en stor dessert. Vi var i seng kl. 23.30.

Lørdag den 20. juni 2009. Vi stod op kl. 7.00. Spiste morgenmad kl. 8.00. Gik fra Hotellet kl. 8.30. kl. 8.45 var vi ved mål området for at aflevere vores drop-bags. Der blæste en let vind så vi besluttede os for at sætte os i teltet ved mål området og vente til starten skulle gå kl. 10.00

Jeg tror jeg var uden for teltet 5-6 gang for at tisse. Uret nærmede sig ti og jeg kunne mærke nervøsiteten brede sig. Mange måneders forberedelser og hård træning, skulle nu endelig prøves af, og jeg var utålmodig efter at løbet skulle skydes i gang. Jeg sad med en blandet følelse af glæde, spænding og frygt for det vi nu skulle til at tage hul på. Nemlig 212 km`s løb rundt om Europas største sø. Balaton søén

Præcis kl. 10.10 gik starten lidt forsinket. Dejligt, nu var vi endelig igang efter lang tids venten. Poul og jeg havde aftalt at forsøge og løbe sammen. Men vi vidste også begge, at hvis en af os ikke kunne holde tempoet, ville vi slippe hinanden. Da det, når man står overfor sådan en stor udfordring, er vigtigt, og kun muligt at gennemføre, hvis man løber i sit eget tempo.

Taktikken var at starte ud med et roligt tempo på 6.30-6.40 min. pr. km. Så vi havde kræfter til at holde et roligt og konstant tempo hele løbet igennem. Det var vores eneste chance for at kunne gennemføre løbet indenfor de tidsgrænser der var sat.

69,5 km indenfor 10 timer

111,8 km indenfor 16 timer

163,2 km indenfor 24 timer

212,0 km indenfor 32 timer

Vores mål var ikke, at slå nogen tids rekorder, men at gennemføre indenfor de tidsgrænser som løbs arrangørerne havde sat som betingelse for at man som deltager, kunne modtage medalje og bevis for at man har gennemført dette års udgave af 212 km Ultrabalaton race 2009.

For at minimere stress faktoren var strategien at oparbejde et forspring på de første 163,2 km for at have mere end 8 timer til de sidste 48,8 km.

Så målet var at passere de ovennævnte km.grænser med en times afstand til de minimums tidsgrænser der var sat.

Løbet var nu endelig skudt i gang og det var en dejligt fornemmelse, at kunne løbe ud af byen Tihany og påbegynde vores tur rundt om den enorme sø. Kunne vi gennemføre? havde vores forberedelser været optimale? ville vores strategi holde hjem? Endelig var svarene på de spørgsmål som havde fyldt mit hoved i mange måneder, ved at være virkelighed

Vejret var perfekt. Der var en let varm vind, overskyet og ca. 25 grader. Helt perfekt set i lyset af at dagen før havde budt på 35 graders varme og helt vindstille vejr.

Alle deltagere var friske og der blev lagt et godt udgangs tempo på alle deltagerne. Jeg havde besluttet mig for, at have mit Gamin løbe ur på, for at få en så præcis tid pr. min. og km som muligt. Det er vigtigt, at holde tempoet nede på de første 10 timer. (urets batteri kapacitet er max 10-12 timer). Så velvidende, at uret ikke havde batteri kapacitet til at holde hele løbet, var det afgørende at administrere vores hastighed rigtig på den første 1/3 del af løbet. Den sidste del af løbet vil tempoet falde helt naturligt.

En anden af vore strategier hedder ”grab and go” Hvilket betyder, at vi inden ankomst til et depot, (depoterne var spredt for hver 5km.), på forhånd havde besluttet hvad vi skulle spise og drikke. For at spare yderlig tid, tømte vi vores flasker for gammel vand, inden vi ankom til service depotet. Ved ankomst, fyldte vi vores flasker, tog det vi skulle fortære, og forsatte med at gå så længe vi spiste.. Umiddelbart efter fortsatte vi igen med at løbe.

På den måde udnyttede vi tiden maximalt ved alle 52 depotet. Der var nemlig ikke tid til at bruge alt for meget tid på disse depoter. (Tænkt eks: .Hvis vi nu brugte 2 min pr. depot (52 i alt) så ville vi bruge 1 timer 44 min på deport besøg. Og det havde vi ikke tid eller råd til)

De første 19,8 km blev passeret i tiden 2 timer 10 min lige efter planen. Da vi have løbet 30-35 km begyndte det at regne let. Vi var på det tidspunkt blevet passeret af mange løbs deltager, og vi havde en fornemmelse af, at vi nok lå i den sidste tredje del af feltet. Men vi ville ikke ændre på vores strategi. Vi måtte holde os til planen og løbe vores eget løb og ikke lad os rive med som så ofte sker i sådanne løb.

Vi kunne så også begge konstatere, at vi løb rigtig godt sammen. Vi holdt samme tempo og kompenserede rigtig godt for hinanden.

Regnen begynder, at tage til. Vi havde heldigvis begge taget en engangs poncho med os. Som vi tog på umiddelbart efter at regnen tog til. Ponchoèn hjælper med at holde overkroppen tør, hvilket er en stor hjælp. Jeg havde godt nok fået en lidt billigere udgave med, som begynde at gå i stykker efter nogen km. Men efter lidt reperation med noget medbragt compead plaster, lykkedes det at holde den intakt.

Regnen stoppende umiddelbart før solen gik ned. Så vi havde vel fornøjelse af regnvejret i 6 timer. Vi passerede 69,5 km efter 8 timers og 12 min. Benene var gode, og humøret højt. Vi løb forsat godt sammen. Helt perfekt, for så kunne vi gennemgå nattens strabadser sammen, hvilket ville være en stor hjælp for os begge.

Ved 69,5 km service depotet kunne vi få lidt suppe og alkoholfri øl, helt fantastisk kombination. Det giver en hel anden ro i maven. Efter, at have indtaget cola, banan, kiks, chokolade, gennem hele dagen var det dejligt, at få renset munden og fyldt maven med lidt dejligt varm nudelsuppe.

Efter et sådan fint servicedepot var vi flyvende igen. Vi befandt os nu på den sydvestlige side af søen. Hoteller og campingpladser lå øde og efterladte hen. Det virkede noget trøstesløs og spøgelsesagtig, og det var rart ikke at løbe alene. De første 40 km. foregik på landevej, Men heldigvis ændrede ruten sig til gang og cykelsti, hvilket er langt bedre at løbe på.. En anden ting som var meget positivt, var når vi skulle krydse alle større veje. Her var Politi og officials klar til at holde trafikken tilbage for os. Det var ganske betryggende da de ungarske bilister kører ganske frisk til. Man kan være i tvivl om der findes hastigheds begrænsninger i dette fantastiske land.

Vi nærmere os 91,8 km depotet hvor vi havde lagt jakke, hovedlygte, friske sko og en ny løbe trøje. Dejligt at få skiftet og gjort klar til at løbe igennem natten. Klokken var nu 22.30 og det var mørkt.

Benene var okay men man kunne selvfølgelig godt begynde, at mærke at have tilbage lagt 92 km og havde været ude i knap 12 timer.

Vi fortsatte vores strategi med at løbe og kun gå på depoterne. Vi løb for det meste alene men kunne se, at der begyndte at sidde flere løbere rundt ved depoterne. Trætheden var begyndt, at melde sig hos flere og flere.

Vi var selvfølgelig også trætte, men havde dog energi til at fastholde den strategi vi havde lagt fra starten. Det skulle vise sig at være et godt valg.


Kl. 00.22. ankom vi til det næste større depot. Vi havde nu løbet 111,3 km og været i gang i 14 timer og 11 min. Glæden over at få serveret varm suppe og alkoholfri øl var stor. Det var fantastisk at få noget mad. Serviceniveau og hjælpen vi fik, var helt i top.. . Vi havde selv lagt cola, gele og en tør trøje ud til dette depot, Men efter så mange timer på landevejen kunne jeg efterhånden ikke selv huske hvad jeg havde fået placeret på de forskellige depoter. Så det blev mere og mere spændende at skulle pakke vores personlige overlevelsespakker ud.

Ved dette service depot sad der rigtig mange og sled med vabler. Andre fik massage og modtog hjælp af løbsofficials. Men efter at have indtaget 2 store portioner suppe, hvilket hjalp gevaldigt på kræfterne, valgte vi at forsætte vores løb.

Vi fik nu selskab af 3 andre single løbere. To havde følgeskab af hver sin hjælper på cykel, derudover var der en enkelt fransk kvinde uden hjælper ligesom Poul og jeg. Vi fulgtes stort set ad gennem hele natten.

Ruten gik gennem et par byer med natteliv, men ellers var det fredeligt og roligt natten igennem. Vi holdte et godt tempo med løb og gang i en fin kombination.

131,2 km blev passeret i 17 ½ time og klokken var nu 03,47. En dejlig morgen med en smuk, smuk solopgang ventede forude….

Vi begyndte nu at se frem til at passere 160 km, som gerne skulle ske inden 23 timer. Benene var noget slidte nu og div. vabler og andre spændende ting var begyndt at melde sig. Men på trods af de mange udfordringer, passerede vi 151,8 km depotet efter 20,54 timers løb. Vores plan holdt forsat. Klokken var nu 07.05 om morgenen og solen var allerede højt på himlen. En ny spændende, og meget hård dag havde taget sin begyndelse. Trætheden var begyndt at melde sig. Jeg kunne mærke hvordan søvnen forsøgte at tage magten. Specielt når vi gik, var det svært, så på dette tidspunkt var det bedre at løbe, hvor mærkeligt det end må lyde…

Ikke på noget tidspunkt talte vi om hvor hårdt det var, eller hvor ondt vi havde. Når vi en sjælden gang talte sammen, var det kun positive ting. Det var ikke noget vi havde aftalt på forhånd, men vi var begge klar over at positivitet og vilje er en afgørende faktor for at kunne gennemføre så krævende en distance.

Vi kom forbi 172,3 km i tiden 24,21 time hvilket ikke er en dårlig tid. Når man løber disse lange distancer, er vaseline mellem ballerne nødvendigt, for at undgå hudløshed. Men efter så mange timer kunne vi begge begynde at mærke, ømhed i bagdelen. Vores vaseline var brugt op. Derfor fik vi ved dette depot, udlevet hvad vi troede var vaseline. Det viste sig senere at indeholde mentol eller noget andet smertefuld som gjorde at vi havde endnu flere smerter end før…..
Vi fortsatte stille og roligt med vores strategi og næste større check point var 192,7 km. som vi passerede i tiden 27timer og 40 min.. Klokken var nu 13,51. Dvs. vi havde 4 timer og 20 min til at løbe de sidste 20 km.

Vi var nu så trætte, at vi helt glemte at følge med i km skiltene som hang på de service depoter vi passerede. Flere gange var vi faktisk ikke klar over hvor mange km vi havde tilbage. Når hele løbet drejer sig om tid og kilometer, er det skræmmende at opleve hvordan trætheden kan fjerne fokus og koncentration fra selv de mest elementære ting.

Under hele løbet levede vi begge med frygten og risikoen for ikke at gennemføre. Det betyder vi hele tiden var nødt til at kalkulere og beregne hvor vi var og hvad der skulle til for at vi var helgarderet, hvis vores tidsplan nu ikke skulle holde. Det er en stor stress faktor, at løbe med. Men samtidig var det også med til at holde os til ilden.

Da vi endelig løber ind på strand promenaden i Balatonfüed og kan skimte kirketårnene i Tihany, tør vi for første gang tænke på at vores mål måske er indenfor rækkevidde.

Men Først da vi passerede det sidste service depot som ligger 4,5 km før mål, tænkte vi begge hver for sig: ”Vi havde en plan, den holdt, og vi gennemførte den sammen”. Vi kunne med høj sandsynlighed løbe over målstregen inden for 31 timer.

På det tidspunkt kunne vi ikke holde tårene tilbage. Det fysiske og psykiske forsvars system var væk et øjeblik. Vi brød sammen og løb hulkende videre mod Tihany som var vores endelige mål.

Vi løb ind i byen, igennem hovedgaden ned mod mål området. Folk stod og klappede af os på begge sider af vejen. Det gav os fornyede energi, og vi brugte de sidste kræfter der var tilbage. Endelig passerede vi mål stregen i tiden 30 timer 39 min. Det var en fantastisk oplevelse og lettelse.

Vi var meget tilfredse med os selv. Et helt fantastisk løb, hvor vi kæmpede og besejrede os selv, og skubbede til endnu en grænse. Vores hårde træning og forberedelser havde givet gevinst.

Et par stolte brøder kunne nu holde hinnanden i hånden og bære medajlen og sejrs båndet som vi modtog da vi passeret mål stregen …..

Et bevægende øjeblik vi begge sent vil glemme.




Beretningen og bildene er hentet fra Johns blogg